Svendborg Havn
Vores kontor er ikke bare mursten med et tag over.
Vi er en del af af en historie og af historien - og det kan vi godt lide at fornemme.
Svendborg kom formentlig til verden som by i begyndelsen af 1200-tallet, og lige siden da – og også før da – er flydende transportmidler af forskellig størrelse og stabilitet landet her. Hvornår byen fik en ”havn”, er et definitionsspørgsmål.
Endnu i begyndelsen af 1800-tallet bestod købstadens egen ”havn” blot af en mindre bolværksbeklædt mole, hvor ganske få mindre skibe kunne lægge til ad gangen. Alle øvrige skibe – langt de fleste – lagde til ved anløbsbroer, som navnlig forskellige købmænd havde anlagt ved deres private strandgrunde, eller ved fortøjningspæle rundt omkring i den indre del af Svendborgsund.
I 1842, hvor dampskibe allerede i en snes år jævnligt havde lagt vejen forbi Svendborg, blev de første rutefarter med Svendborg som destination etableret, og så gik det ikke længere med at ro gods og passagerer til og fra skibe, der lå fortøjede på Svendborgs red. I 1854 anlagde byen derfor en næsten 60 meter lang dampskibsbro i træ. Den holdt til 1876, hvor Jessens Mole etableredes. Næppe nogen opfatter i dag Jessens Mole, der i øvrigt er navngivet efter en gammel byfoged, som en mole.
Havnepladsen 2A, Svendborg
Bygningen på havnen, som danner rammen om universadvokaters Svendborg-kontor på Havnepladsen 2A, opførtes i 1928 til skibsmæglerfirmaet E.W.v.d. Hude & Søn, som etableredes i 1852 af Eiler Wilhelm von der Hude. Hude-familien drev oprindelig skonnertsejlads som skibsførere og -redere og har som redere og mæglere gjort hele udviklingen med fra sejlskibe over dampere til dieseldrevne fartøjer. Firmaet, nu Hude ApS, eksisterer stadig og har specialiseret sig i transport af yachter.
År 1900 lå en hyggelig havnepavillon,
hvor universadvokater i dag har til huse.
Skråt over havnen, på den anden side af Frederiksø med Kammerateriet, ligger Hudes Plads, der for ikke så mange år siden skiftede til dette navn i mindet om den gamle Svendborg-familie.
Og apropos navneskift: Frederiksø hed oprindelig Koholmen, men skulle åbenbart have et mere by-klingende navn, da vi tobenede væsner kom i overtal på øen - som faktisk ikke er en ”rigtig” ø, men først er dannet i løbet af 1800-tallet af opskyllede aflejringer og ikke mindst af byens affald og opgravet havnemudder.
Fra 1867 var Frederiksø hjemsted for et til tider ret stort skibsværft drevet af Ring Andersen-familien, som i 2001 måtte ophøre med stålskibsproduktion, men fortsat driver et mindre træskibsværft på øen. I 2014 overtog Svendborg Kommune Frederiksø, der i nogle år op til da var på vindmøllefabrikken Vestas hænder. Kommunen udlagde øen til kulturelle og knapt så kulturelle formål.
Vores polkagris-stribede nabo
Bygningen på Havnepladsen 2A opførtes i forlængelse af Svendborgs havnepakhus, der var blevet bygget allerede i 1872-73.
Pakhuset blev bygget til midlertidig opbevaring af gods, der kom eller skulle med havnens skibe.
Det langt større ”Det Gule Pakhus” på havnen er faktisk ikke et pakhus. Det blev bygget i 1858 som kornmagasin, men efter kun 14 år endte det som dampmølle i mange år.
Vores nabo, havnepakhuset, eksisterer også stadig. Den markante bolsjestribede træbygning huser i dag Visit Svendborg.
1925
Havnepladsen 2A -
og et dampskib lige uden for vinduerne.
