Jobopslag

Omkring årsskiftet 2023/24 stopper to af UNIVERSADVOKATERs meget erfarne advokatsekretærer for at gå på pension. 

Den ene, Bente Simonsen, har til den tid arbejdet sammen med en af firmaets partnere i næsten 46 år, siden 1978. Den anden, Janne Gregersen, har ad to omgange arbejdet sammen med to af UNIVERSADVOKATERs partnere i alt 6 år.

Vi har i den anledning lavet et lille fælles interview med de to.

- Bente, lad os starte med dig. Hvor og hvornår kom du ind i advokatverdenen?

- I 1977, hvor jeg blev elev hos Advokatfirmaet Storm Mortensen i Aarhus. De hedder i dag Kromann Reumert. I 1982 flyttede jeg til Advokatfirmaet Bruun & Pedersen, som nogle år senere blev til Advokatgruppen. Derfra rykkede jeg i 2017 til UNIVERSADVOKATER, hvor jeg så har været siden.

- Og hvad med dig, Janne?

- Jeg kom i lære i juni 1979 i Randers hos dem, der i dag hedder Grønbæk & Huuse Ret & Råd. Hos dem var jeg i 25 år. Herfra søgte jeg så til Advokatgruppen i Århus i 2005 for at prøve noget nyt. Efter 4 år her trak det i mig for at prøve en helt anden branche, så jeg tog job i et byggemarked, der lå meget tæt på mit hjem. Lidt senere kom jeg til Advokatfirmaet Dahl for så i 2020 at søge tilbage til en del af de mennesker, jeg kendte fra min tid i Advokatgruppen, og som i 2017 havde etableret UNIVERSADVOKATER.

- Bente, hvad var anderledes, da du kom i lære i 1977 i forhold til i dag?

- Alt! Jeg skrev på en rød IBM kuglehovedskrivemaskine, og vi sad nok 30 kvinder på én lang række og skrev. Det larmede!

Bente Simonsen

Næste skridt, i 1982, var en Olivetti-skrivemaskine. Den havde et display på én linje i højden og vel 10 centimeters længde, hvorpå man måske kunne se de seneste 5-10 ord, man havde skrevet. Dem kunne man så eventuelt rette, inden man trykkede ENTER, for når man gjorde det, blev én linie skrevet på papiret og displayets indhold slettet. Det var et stort fremskridt, at man ikke så tit var nødt til at pensle hvidt slettelak på et ord på papiret, for at man kunne skrive det rigtigt oven på lakken. Og det blev aldrig rigtigt pænt.

Et par år senere fik vi så CPT-computere fra Compudan, et ØK-selskab. Skærmene var lidt over A4-størrelse og vendte på højkant; de var ikke i bredformat som skærmene på de pcer, vi bruger i dag. På den sorte skærm gled så noget, der fuldstændigt lignede et stykke hvidt papir i en skrivemaskine, op linje for linje, efterhånden som man skrev.

- Janne?

- Jamen, vi gik direkte fra kuglehovedmaskinerne til pc'er. Det var i 1984.

Bente: - Nå, ja. Vi fik faktisk også i sluthalvfjerdserne/startfirserne en enkelt computer hos Storm Mortensen. Den måtte vi så deles om samtlige sekretærer til skøder og kontrakter. Vi skrev os hver dag op på en venteliste for at få en plads i køen til at bruge den.

Janne: - Hvis man, inden computerne kom, for eksempel havde skrevet en kontrakt på 10 sider og opdagede en fejl på side 3, når man læste korrektur til sidst, så måtte man ofte skrive alle sider om fra og med side 3, fordi fejlen ikke kunne rettes med slettelak. Det samme, hvis advokaten, man skrev for, kom i tanke om: hov, der skal lige et ekstra afsnit ind på side 3.

På handelsskolen øvede vi blindskrift ved, at der blev hægtet en plade hen over tasterne, så man ikke kunne se, hvad man skrev. Det blev så bagefter talt, hvor mange anslag, man havde lavet i minuttet, sådan at slå- eller stavefejl, som man lavede, blev fratrukket i pointsystemet.

Bente: - Når man så søgte job, blev man bl.a. vurderet på antal anslag pr. minut.

Alle advokatsekretærer skulle også kunne stenografi, så juristerne med almindelig talehastighed kunne diktere lange breve og kontrakter. Diktatet på blokken gik man så ud og skrev på skrivemaskinen bagefter. Nogle af vi gamle sekretærer bruger stadig stenografi til at tage egne noter.

Hele det første år af min elevtid gik jeg efter arbejde på på sekretærskole om mandag, tirsdag, onsdag og torsdag for at lære stenografi og meget andet. Direkte fra arbejde, så jeg var føest hjemme ved 20-tiden, og så skulle der typisk også laves lektier til næste dag. Blindskrift havde jeg lært på handelsskolen.

- Har I også arbejdet med at renskrive efter diktafon?

Janne: - Ja, advokaterne dikterede tit på en bordmodel af en diktafon - en stationær kassettebåndoptager med minibånd og en håndholdt mikrofon. Så fik man sådan en stak små bånd ud sammen med sagerne - alt var jo på papir - og skulle skrive båndene af efter vores afspillere. Til sidst skulle man slette båndene, inden de kom ind til advokaten for at bruges igen.

Senere fik advokaterne så små håndholdte diktafoner på størrelse med vore dages mobiltelefoner. De havde først minikassettebånd, men blev så digitale.

Bente: - Årh, jeg kan huske, hvor tosset advokaterne kunne blive, hvis man ved en fejl kom til at slette et bånd, inden man havde fået det afskrevet. Så måtte man ind og fortælle, at han eller hun var nødt til at diktere det hele om. Og der kunne være mange og lange ting på sådan et lille bånd, der kunne bruges på 2 sider. Det skete heldigvis kun én gang for mig.

- Hvilke forskelle er der ellers mellem dengang og nu?

Bente: - For eksempel skulle vi dengang lave sagsomslag, hver gang vi fik en ny sag. Der skulle skrives en selvklæbende label med klientens navn osv., som blev klistret på omslagets forside. Og så oprettede vi med gennemslag ved hjælp af karbonpapir 4 små kartotekskort, som blev sat i hver deres kartotekskasse - en kasse med klienterne i alfabetisk rækkefølge, en med modparterne, en med osv.

Janne: - Ja, og på omslaget skrev vi så med kuglepen eller blyant løbende sagen frem og skrev notater osv.

Bente: - Ja og vi sad og opgjorde økonomien i sagerne på omslagene. Regnede renter ud, for eksempel. De fleste unge i dag aner ikke, hvordan man beregner renter; det klarer computeren jo.

Men alle sagerne havde jo også deres eget fysiske kontokort, som bogholderen proppede ned i sit store skrummel af en bogholderimaskine, når hun skulle postere på det. Når apparatet var i brug, sagde det ligesom en defekt mejetærsker; det hele var jo mekanisk.

Skulle man have et kontokort op af bogholderens store kartotekskasse for at se noget, skulle man sætte en lineal med sit navn på ned på det sted, man tog kortet fra. Glemte man det, var Fanden løs.

Janne Gregersen

- Hvornår skrev i sidste gang efter diktat?

Bente: - I 2017. Nu skriver advokaterne eller vi sekretærer jo alt selv.

Janne: - Jeg gjorde det i 2020, hos Dahl.

- Hvordan var omgangsformen med advokaterne, da I startede i branchen?

Begge: - Vi var Des med de fleste chefer. De yngre advokater var vi som regel dus med.

Bente: - Jeg var navnlig Des med de to seniorpartnere hos Storm Mortensen, Højesteretssagføreren og Landsretssagføreren, og med kontorchefen. Alle benyttede deres titler, når de omtalte de to, og de fleste også i direkte tiltale, altså i tredje person. "Ønsker Højesteretssagføreren at tage imod en telefonsamtale?".

Og den anden vej hed vi fru Jensen, frøken Hansen, fru Nielsen. Man kunne næsten komme i tvivl, om man overhovedet havde et fornavn.

- Hvordan foregik kommunikationen med omverdenen?

Janne: - Man talte meget mere i telefon på arbejde dengang i forhold til i dag.

Og ellers foregik det jo pr. brev eller ansigt til ansigt under møder. Når man havde sendt et brev, kunne man roligt lægge sagen væk, for der gik dage eller uger, inden man hørte fra den, man skrev til. I dag kan der gå 5 minutter, inden man får en svarmail retur fra klienten eller retten eller modparten

- Og så kom telefaxen på et tidspunkt?

Bente: - Ja, så var freden forbi. Mange blev lidt stressede af tempoet, og det blevet jo ikke bedre, da mail kom til.

Janne: - Det går i det hele taget meget hurtigere i dag. Dengang var vi 3 sekretærer om en chef. I dag er det omvendt.

- Hvad var lønnen, da I startede som elever?

Bente: - 2.577 kroner om måneden. Jeg har den første lønseddel endnu; den var skrevet i hånden. Jeg var kun 17 år, da jeg startede, så jeg var ikke gammel nok til selv at skrive under på ansættelsesaftalen. Det havde jeg min far med til.

I 1982, da jeg startede ved Bruun & Pedersen, steg jeg til 10.500.

- Hvordan I alverden har I holdt os ud i så mange år?

Janne: - Jeg må sige jeg har været rigtig glad for at være her. Der er et godt arbejdsmiljø. Frihed under ansvar, en god tone og rigtigt søde kolleger. Når man får overgivet et stykke arbejde, har man tillid til, at vi kan gøre det, og hvis der er noget at spørge om, er der altid hjælp at hente flere steder.

Bente: Jeg har altid haft medbestemmelse over mit job og fået lov til at arbejde selvstændigt med egne opgaver. Det et har været altafgørende for min ansættelse. Læg dertil masser af søde kolleger og chefer gennem de mange år, så har du opskriften på en langvarig ansættelse.